Transportfolk sætter spot på uddannelse
OK12:
Møder om de nye overenskomster for transportfolk har især udløst spørgsmål om uddannelse. Her får de ansatte et massivt løft, og arbejdsgiverne skal betale 50 procent mere.
De nye overenskomster på transportområdet udløser ekstra uddannelse. For eksempel hvis man bliver fyret. Det gav mange spørgsmål på møder om de nye aftaler. (Tegning: Bob Katzenelson) Min vognmand er ikke vild med, at vi bruger tid på uddannelse. Hvad vil I gøre ved det?
Det er især spørgsmål om uddannelse, der har mødt 3F's forhandlere i ugens løb, hvor 3F's Transportgruppe har været på turné for at svare på spørgsmål om de nye overenskomster.
Der har i snit været omkring 50 medlemmer til møderne. Ud over uddannelse har seniorordninger og løndumping givet flest spørgsmål, og en del har kritiseret, at reallønnen ikke er sikret de næste to år. I 3F slår topforhandler Jan Villadsen på, at der er et massivt løft til uddannelse.
Massivt løft
Fyrede får 14 dages ekstra opsigelsesvarsel, hvis tiden bruges på uddannelse. Det sikrer uddannelse i op til 16 uger, hvis forløbet er skruet rigtigt sammen.
- Et af de mål, vi gik efter, var ekstra pligter til arbejdsgivere, der må fyre folk. Nu skal de aflevere ansatte til arbejdsmarkedet i opdateret stand. Et andet mål var løbende uddannelse. Det bliver sikret for de fleste, siger Jan Villadsen.
Alle arbejdsgivere skal betale 50 procent mere til uddannelsesfonden, og de får ekstra grund til at sætte uddannelse i system: Vognmænd skal nu betale, når chauffører skal på lovpligtig uddannelse hvert femte år. Det koster 5.000 kroner, og arbejdsgiverne kan kun få dele af udgiften retur fra uddannelsesfonden, hvis de ansatte har en uddannelsesplan.
Seniorer og løndumping
Der bliver også spurgt om den nye ordning, der giver seniorer ret til at holde op til 22 ekstra fridage hvert år. Og flere har efterlyst svar om indsatsen mod løndumping:
- Her har vi fået et nyt værktøj, vi forventer meget af. Det er omvendt bevisbyrde. For eksempel hvis vi opdager, at tre ansatte bliver snydt. Så skal arbejdsgiveren nu bevise, at det ikke gælder de øvrige 50 ansatte, siger Jan Villadsen.
Næsten 50.000 3F'ere på transportområdet får en stemmeseddel, og Jan Villadsen opfordrer alle til, at de bruger deres ret til at stemme og få indflydelse. Uanset om de er for eller imod.