Håndværkere vendte vinduer på hovedet

Omkring halvdelen af de store vinduespartier i det netop indviede nye rådhus i Hillerød skal vendes - de var sat forkert i, så regnvand løber ind i bygningen

Der skiftes to vinduer hver dag, så arbejdet på Hillerøds nye rådhus ikke påvirkes.  (Foto: Harry Nielsen.)Der skiftes to vinduer hver dag, så arbejdet på Hillerøds nye rådhus ikke påvirkes. (Foto: Harry Nielsen.)

Et dansk tømrerfirma er i øjeblikket ved at vende omkring 40 af de store vinduer i det nye, netop indviede rådhus i Hillerød.

Vinduerne er i byggefasen vendt på hovedet. Det indebærer, at regnvand kan løbe ind i bygningen.

Arbejdet med at montere vinduerne er udført af det danske firma Servisun, som ifølge Nyhedsbrevet 3F's oplysninger havde en underentreprenør med polske arbejdere på opgaven.

Det er entreprenørkoncernen E. Pihl & Søn, der har været totalentreprenør på rådhusbyggeriet og derfor har det overordnede ansvar for miseren.

Pihls underentreprenør konkurs

Leif Henriks fra Pihl bekræfter, at en række af rådhusets vinduer er ved at blive vendt, fordi de er sat forkert i.

- Men hvorfor det er sket, kan jeg ikke svare på. Underentreprenøren, der udførte arbejdet, er gået konkurs, og vi har ikke haft noget møde med ham.

Leif Henriks er ikke vidende om, at arbejdet er udført af polske håndværkere.

- Men fejlen kunne også være opstået med danske håndværkere, idet det fra vinduesproducentens side ikke er oplyst, hvad der er op og ned, siger han.

Pihl: Danskere udførte arbejdet

Vinduerne er forsynet med drænhuller, der sidder i en aluminiumsprofil på vinduesrammen både foroven og forneden.

- Kun ved at se meget nøje på drænhullerne kan man se, hvad der er op, og hvad der er ned. Derfor burde producenten naturligvis også have leveret en monteringsvejledning, mener Leif Henriks.

Projektdirektør i Pihl Bo Svendsen er sikker på, at det ikke er polske arbejdere, der har sat vinduerne i.

- Der har været beskæftiget polsk arbejdskraft på byggeriet, men det pågældende arbejde med vinduerne er udført af danske og tyske håndværkere, og efter mine informationer er alle de vinduer, der er sat i forkert, monteret af danskere, siger han til Nyhedsbrevet 3F.

Dårlig byggestyring

Formanden for 3F Frederiksborg, Tue Tortzen, der også er byrådsmedlem i Hillerød, er rystet over, at der er udført arbejde uden vejledning.

- Det er inkompetent byggeledelse, der tillader, at man sætter noget op uden vejledning. Hvad har man ellers monteret på byggeriet uden vejledning? Det er bestemt ikke betryggende, og så er det i grunden ligegyldigt, om arbejdet er udført af polakker eller danskere. Og når der ikke har været nogen vejledning for korrekt anvendelse af materialerne, kan man have sin tvivl om der har været nogen instruks om den sikkerhedsmæssige håndtering af vinduerne. Det her lugter langt væk af manglende byggestyring, siger han.

Bygningsgruppeformand i TIB Nordsjælland Kjeld Andersen kender ikke noget til den konkrete sag.

- Men det undrer mig ikke, at der nu så at sige skal ryddes op efter udenlandske håndværkeres arbejde, hvis det er det, der er tilfældet. Jeg ser næsten dagligt eksempler på, at både private og firmaer må have udbedret fejl og mangler som følge af udlændinges arbejde. Der er mange, der har brændt sig ved at vælge en billig løsning, som siden kommer til at koste en hulens masse penge.

To vinduer vendes hver dag

Det er tømrerfirmaet Asserballe & Knudsen, der udfører arbejdet med at vende vinduerne. Der vendes to vinduer pr. arbejdsdag. Det indebærer, at de ansatte på rådhuset ikke påvirkes af arbejdet.

Tømrerfirmaet havde intet med det oprindelige arbejde at gøre.

Projektdirektør Bo Svendsen fra Pihl oplyser, at "den forbandede fejl" naturligvis ikke kommer til at koste Hillerød kommune ekstra. Pihl regner med at blive holdt skadesløs i kraft af den nu konkursramte underentreprenørs sikkerhedsstillelse.

Tue Tortzen oplyser, at han som medlem af Hillerød byråd vil bede økonomiudvalget, der fungerer som byggeudvalg, om en redegørelse for, hvordan fejlen kunne opstå.