Ny sag om elevgebyr på skandale-skole
Omstridt landbrugsskole i Borris har fået statstilskud for administration. Også elever på skolen har betalt for administration. Ministerium kræver forklaring.
Jeg har betalt 2.460 kroner til Borris Landbrugsskole. Men jeg aner ikke, hvad det er, jeg har betalt for, siger den rumænske elev Eugen Rares Herte. Skatteborgere har betalt millioner i statsstøtte til Borris Landbrugsskole. Pengene er blandt andet gået til administration. Men samtidig har udenlandske elever på skolen hver måttet betale 2.460 kroner for såkaldt “elevadministration”.
Det viser flere fakturaer fra den skandaleramte og nu lukkede skole nær Skjern. Nyhedsbrevet 3F har fået aktindsigt i papirerne. Og nu vil Undervisningsministeriet have en forklaring:
- Umiddelbart er det ikke lovligt at tage et gebyr fra elever for administration. Derfor har vi bedt om en forklaring, siger Jørgen Torsbjerg Møller, kontorchef i Undervisningsministeriet.
To påbud fra ministeriet
Redegørelsen til ministeriet skal leveres af ledelsen for Agroskolen ved Herning. Den har for nylig overtaget eleverne fra Borris Landbrugsskole.
Undervisningsministeriet har to gange givet påbud om, at alle uretmæssigt opkrævede beløb skal sendes retur til eleverne fra Borris Landbrugsskole.
Men skolens ledelse har blot oplyst de udenlandske elever om, at de kan få refunderet overprisen for kost og logi. Det viser et brev fra Borris Landbrugsskole, som Nyhedsbrevet 3F er kommet i besiddelse af.
70 procent i overpris
3F Holstebro har tidligere på året ført sag mod Borris Landbrugsskole på vegne af en rumænsk elev. Hun havde betalt knap 70 procent for meget for bøger, internet og skoleture. Og fik refunderet 8.848 kroner.
Skolens opgørelse til ministeriet afslører, at 15 elever fra den rumænske kvindes klasse siden har fået hver 8.848 kroner tilbage. Alligevel står der intet i skolens standardbrev til de flere hundrede andre udenlandske elever om, at de også har krav på at få uretmæssigt opkrævede penge tilbage, for blandt andet bøger, internet og skoleture.
Nyhedsbrevet 3F har de tre seneste dage forgæves forsøgt at få en kommentar fra forstanderen på Agroskolen.
Se opkrævning om såkaldt "elevadministration" her:
Se opkrævning om såkaldt "elevadministration" her: