Computerkaos hos SKAT koster dig kassen
Tusindvis af danskere skal betale tårnhøje ekstra renter på grund af computerkaos hos SKAT. SKAT erkender fejl.
Tusindvis af danskere skal betale tårnhøje ekstra renter på grund af computerkaos hos SKAT. (Foto: Colourbox.) Tusindvis af danske skattebetalere sidder lige nu og river sig i håret. For det, der burde være så let, er umuligt.
I ugevis har SKAT reklameret med, at man kan undgå forhøjede renter, hvis man betaler sin restskat inden 1. juli. Men det er lettere sagt end gjort. SKATs server, der styrer betalingen, har de seneste tre dage været nedbrudt i store perioder. Og det koster danskerne kassen, for jo længere tid der går med at få systemet op at køre, jo mere skal du betale i renter.
SKAT erkender fejl
Hos SKAT undskylder man fejlen.
- Det er rigtigt, at vores server, der styrer betalingerne, er nede. Det startede i det små for tre dage siden og er blevet værre og værre. Det kan vi kun beklage, siger kontrolchef i SKAT Jochim Behrend til Nyhedsbrevet 3F.
Han kan godt forstå, at man er frustreret over systemet, men hos SKAT arbejder de på højtryk for at få systemet op at køre igen.
Hvad hvis det ikke kommer op at køre? Danskerne risikerer jo at betale rigtig mange ekstra kroner i renter – for en fejl begået af SKAT.
- Vi gør som sagt alt, hvad vi kan, og systemet burde køre optimalt inden for det næste døgn igen, så man kan godt nå det, forsikrer Jochim Behrend.