Nulløsning er ikke et tema

OK10: CO-industri og DI har indledt forhandlinger om ny overenskomst. Og den skal indeholde fordele til begge sider, understreger DI's topchef.

Topforhandlerne fra CO-industri Thorkild E. Jensen og Børge Frederiksen (i baggrunden) og DI's administrerende direktør Hans Skov Christensen. (Foto: Harry Nielsen)Topforhandlerne fra CO-industri Thorkild E. Jensen og Børge Frederiksen (i baggrunden) og DI's administrerende direktør Hans Skov Christensen. (Foto: Harry Nielsen)

Lørdag over middag gik forhandlerne fra CO-industri og DI i gang med det første seriøse forsøg på at løse årets overenskomstknude.

Udmeldingerne fra de to topforhandlere tydede ikke på stor optimisme. Den økonomiske krise har lagt en betydelig dæmper på forventningerne.

Og al erfaring viser, at en smal aftale bestemt ikke er en smal sag.

Fra flere sider har muligheden for en etårig forlængelse af de nuværende overenskomster været nævnt som en mulighed. Altså en regulær nulløsning. Men det er ikke et tema, ifølge DI's administrerende direktør, Hans Skov Christensen.

Alt er i spil

DI er parat til at imødekomme nogle af CO-industris krav, hvis DI kan få nogle af sine krav igennem, lød meldingen.

- Når vi indgår overenskomster, har der altid været fordele for lønmodtagerne og fordele for os. Bagefter kan man trække dem fra hinanden og se resultatet, sagde DI's topchef.

Hvilke modkrav DI har, ville Hans Skov Christensen ikke ind på. Hele overenskomsten er i spil, inklusive bilag, protokollater og organisationsaftaler, lod han forstå. Men et mangeårigt ønske fra DI har været at betale mindre for overarbejde og arbejde på skæve tidspunkter.

Resultatet skal stemmes hjem

Omvendt har CO-industri tidligere nævnt forbedringer for skifteholdsarbejdere som et væsentligt tema ved disse forhandlinger.

Lørdag ville CO-industris formand, Thorkild E. Jensen, dog ikke pege på særlige temaer.

- Der er mange ydre omstændigheder, der spiller ind denne gang. Det er vigtigt at sikre beskæftigelsen, men vi skal også have et resultat, der kan vedtages af medlemmerne, sagde han.