Stop for snyd bør være fælles sag

Vognmænd er begyndt at kontakte 3F og fortælle, hvordan de bliver fravalgt til transport-opgaver, hvis de tager tariffen og betaler løn efter overenskomsten.

Det budskab tager formand for 3F's Transportgruppe Jan Villadsen med, når han skal forhandle nye overenskomster.

Her er topkravet, at der skal være langt bedre muligheder for at stoppe snyd med løn og andre former for pres på job og aftaler.

- Det er helt galt, når et firma i Esbjerg kan snyde en polsk ansat for 150.000 kroner på et år. Eller når Netto-kæden får kørt varer af tyske chauffører til lav tysk løn. Det er klare eksempler på løndumping. Og på, hvad det er, vi ikke vil finde os i, siger Jan Villadsen.

- Flere arbejdsgivere siger, at de ikke forstår problemet. Men der skal findes en løsning, og det burde stå klart, at ulige konkurrence er et fælles problem.


Det mener 3F Transportgruppen:

* Firmaer skal gøres ansvarlige for, at underleverandører betaler løn efter overenskomsten. Det skal stoppe snyd, pres og dumping via udlicitering af arbejde.

* Tillidsfolk skal have adgang til at tjekke, om kollegerne får de rette løn- og arbejdsforhold.

* Stop for sager om fyringer af ansatte, der kræver deres ret.