Dødsulykke koster efterladte i Polen 375.000
En tragisk arbejdsulykke på Søfartsmuseet i Helsingør rammer dobbelt. Det polske firma Kormal har ikke indbetalt pension. Det betyder, at de efterladte mister op til 375.000 kroner.
En polsk betonarbejder har mistet livet ved en arbejdsulykke på det kommende Søfartsmuseum i Helsingør. (Foto: Arkivfoto) En arbejdsulykke på det kommende søfartsmuseum i Helsingør kostede onsdag en 54-årig polsk bygningsarbejder livet. Konsekvenserne af ulykken får nu også alvorlige økonomiske konsekvenser for den dræbtes efterladte.
Ud over tabet af forsørger mister de efterladte også op til 375.000 skattefrie kroner i dødfaldsdækning fra forsikringen, der følger med pensionsindbetalingen til PensionDanmark.
Den polske bygningsarbejder var ansat i Kormal Sp Z.O.O, der i oktober sidste år meldte sig ind i Dansk Byggeri. Dermed forpligter selskabet sig til at overholde overenskomsten mellem Dansk Byggeri og 3F. En af forpligtigelserne er, at selskabet indbetaler pension og dermed ulykkesforsikring til PensionDanmark. Det er bare ikke sket.
Stiller krav
Kormal har siden 13. september sidste år arbejdet som underentreprenør for Pihl & Søn. Det fremgår af RUT-registeret.
- Vi forlanger, at vores underentreprenører er medlem af Dansk Byggeri og overholder forpligtelserne i overenskomsten, siger direktør Halldór Ragnarsson fra Pihl & Søn A/S.
- I andre sammenhænge udbeder vi os dokumentation for, at overenskomsten bliver overholdt. Jeg tør ikke sige, hvad der er sket i Helsingør, fortsætter Halldór Ragnarsson.
Rykket for betaling
Dansk Byggeri bekræfter, at Kormal er medlem af arbejdsgiverorganisation. Pressechef Mogens Hjelm oplyser, at Dansk Byggeri den 19. januar kontaktede Kormal, fordi firmaet ikke indbetalte pension til PensionDanmark. Firmaet blev bedt om at bringe forholdene på plads og indbetale for firmaets 37 ansatte bygningsarbejdere på byggepladsen i Helsingør.
3F begærer et såkaldt 48 timers møde i den kommende uge med Dansk Byggeri på byggepladsen.
- Vi venter en god forklaring på, hvorfor firmaet ikke har bragt forholdene i orden efter overenskomsten. Vi ser nu de triste konsekvenser for de efterladte, siger faglig sekretær Rasmus Kreutzmann fra 3F Frederiksborg.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra ledelsen i Kormal.