Sommerferie og feriepenge
Feriepengene skal være der, når ferien skal holdes.
Dansk Folkeparti arbejder på, at feriepengene skal sendes ud til lønmodtagerne pr. automatik, uden at man skal holde ferie. Men det forhindrer en EU-regel. Endnu et af de områder, hvor EU blander sig i det danske arbejdsmarked. Nu er det sommer, og vi planlægger ferien i god tid. Men der er alligevel mange, der skal arbejde, mens andre holder ferie. Feriepenge er altid til stor diskussion, hvordan skal systemet være.
Skal vi have feriepengene som i dag, eller skal det hele laves om? Mange mener, at vi skal have feriepengene udbetalt til vores egen konto hver måned. Så kan vi selv administrere dem.
Det kan være fristende, men problemet ligger i, at der så vil være rigtig mange, der faktisk ikke har feriepenge, når ferien skal holdes. Det er så let at bruge dem til uforudsete udgifter, hvis de står på ens egen konto i banken.
Skal sendes automatisk
Dansk Folkeparti mener, at det vil være en forkert model for feriepenge. Det skal være sådan, at feriepengene er der, når ferien skal holdes. Derimod arbejder Dansk Folkeparti på, at så stor en del af feriepengene skal sendes ud til lønmodtagerne pr. automatik.
I dag er det sådan, at hvis man har et restbeløb på under 1.500 kroner, sendes det automatisk ud til lønmodtageren. Der udover kan man ved at udfylde en erklæring få beløb op til 3000 kroner udbetalt, blot man skriver på, at man holder ferie.
EU spænder ben
Dansk Folkeparti så gerne, at beløb op til 3.000 kroner blev sendt ud automatisk, uden at man skulle holde ferie. Desværre er der så tilsyneladende en EU-regel, der forhindrer dette. Endnu et af de områder hvor EU blander sig i det danske arbejdsmarked.
Jeg kan kun opfordre folk til at tjekke, om de har feriepenge til at stå på feriekonto eller hos en arbejdsgiver. Det er jo ikke rimeligt, at Feriefonden eller arbejdsgiverne skal løbe med de feriepenge, som man selv har optjent.