Tøjuddannelser truet på livet

Praktikpladsmangel hindrer unge i at blive beklædningshåndværkere. Unge aktionerer på Rådhuspladsen mandag.

 (Arkivfoto) (Arkivfoto)

Unge, der er i gang med uddannelsen som beklædningshåndværker på uddannelsescentret CPH West i Ishøj, banker mandag på hos systuer, skræddere og andre i Københavnsområdet, der syer tøj.

Eleverne håber at få arbejdsgiverne overbevist om, at de skal oprette praktikpladser.

- Aktionen er af ren og skær nød, siger faglig Vinni Nørgaard, uddannelsesansvarlig i 3F Industri & Service i København.

- Efterhånden er det næsten umuligt for unge at blive beklædningshåndværker. Der er alt for få praktikpladser, og mange kan ikke komme i gang med den uddannelse, de gerne vil have.


Uddannelsen på vej til at dø

CPH West - tidligere teknisk skole i Ishøj - har en kvote på 32 elever i år. Ud over kvotepladserne har cirka 30 elever en normal uddannelsesaftale. Man kan kun optages på uddannelsen på to måder; enten har man en praktikplads, eller man skal søge optagelse på en kvoteplads. 17 nye kvoteelever starter til august, og de er udvalgt blandt 60 ansøgere.

- Uden praktikpladser dør uddannelsen, så det er nu, arbejdsgiverne skal slå til. Arbejdsgiverne bør kunne se, at branchen kommer til at mangle folk. Det ender det med, at der stort set ikke uddannes nogen på landsplan, siger uddannelseschef Kim von Bülow.

To andre typiske uddannelser for kreative piger - frisør og kosmetiker - er også ramt af adgangsbegrænsning og kvoter.

- Vi har en masse unge, der ikke ved, hvor de skal kigge hen uddannelsesmæssigt. Regeringens tanke er jo, at de skal kanaliseres over til eksempelvis sosu-området, men det er et meget stort spring.


Stadig tøjsyning i Danmark

Ishøj-eleverne og 3F laver også en lille event på Rådhuspladsen i København mandag mellem 10 og 13.

- Vi vil vise omverdenen, at der stadig syes tøj i Danmark. De fleste tror nok, at det er slut med den slags, og derfor udstiller eleverne noget af det tøj, de laver, siger Vinni Nørgaard.