S kræver garanti for efterløns-milliarder
Socialdemokraterne kræver garanti fra regeringen for, at danskerne får penge retur, hvis efterlønnen dør. 3F'ere har cirka 6 milliarder i klemme.
Regeringen har altid givet virksomheder og boligejer kompensation, når der er lavet indgreb. Det skal selvfølgelig også gælde almindelige lønmodtager, siger Henrik Sass Larsen (S). Finansministeren skal i gang med regnemaskinen. Og regeringen skal på banen med en garanti. Den skal sikre danskerne penge retur for de milliarder, der blev indbetalt til efterlønnen via a-kassebidrag før år 2000.
Sådan lyder kravet fra Socialdemokraterne. Årsagen er, at regeringen ikke nævner de ekstra penge i sit udspil, der vil aflive efterlønnen. Og det får partiet til at frygte snyd på vægten.
Onsdag svirrede det med gigantbeløb i medierne. A-kassernes Samvirke vurderer, at der er tale om cirka 32 milliarder, heraf vil 3F'erne stå for cirka 20 procent. Og Danske Bank oplyser til Berlingske, at enkelte lønmodtagere har indbetalt op til 60.000 kroner frem til 1999.
Tal må på bordet
Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, garanterer omvendt, at efterlønnen består, hvis der kommer en ny regering, der har Helle Thorning-Schmidt som statsminister.
- Derfor må også V og K give en garanti. Hvis den nuværende regering får flertal for at aflive efterlønnen. Så skal danskerne selvfølgelig have alle indbetalte penge tilbage. Ellers er det jo rent tyveri, siger Henrik Sass Larsen.
Han kræver samtidig, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) leverer et præcist regnestykke for, hvor mange penge danskerne har til gode.
Lavet om i 2000
Diskussionen skyldes, at reglerne for efterløn blev lavet om fra år 2000.
Da blev der indført et særligt efterlønsbidrag, som alle, der ønsker efterløn skal betale. Men fra 1981 til 1999 måtte alle danskere i a-kasse betale et ekstra beløb, der skulle finansiere efterlønnen. Det er de milliarder, der nu er strid om.
Regeringen har kun lovet, at betale det særlige efterlønsbidrag retur, hvis ordningen bliver afskaffet. Men også Dansk Folkeparti og SF kræver, at danskerne får alle deres penge tilbage.