15.000 udlændinge i byggeriet

Udenlandsk arbejdskraft: I Danmark arbejder tre ud af fire østarbejdere og andre udlændinge i byggeriet, uden at myndighederne ved det.

I Danmark arbejder tre ud af fire østarbejdere og andre udlændinge i byggeriet, uden at myndighederne ved det.I Danmark arbejder tre ud af fire østarbejdere og andre udlændinge i byggeriet, uden at myndighederne ved det.

Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen arbejder 3.711 udlændinge på de danske byggepladser. Men myndighedernes tal er lodret forkerte og for lave, lyder det fra byggebranchen.

Der arbejder omkring 15.000 udlændinge på de danske byggepladser, fastslår Dansk Byggeri og byggefagforeningernes organisation BAT-kartellet.

- Det er skræmmende og uprofessionelt, at ingen myndigheder eller politikere har overblik over, hvor mange udenlandske statsborgere der arbejder i Danmark. Vi har påtalt problemet i flere år. Men der er intet sket, siger sekretariatschef Gunde Odgaard fra BAT-kartellet.

Langt fra virkeligheden

Styrelsen hævder i et nyhedsbrev i juni, at de anvender en ny metode, der ”for første gang [giver] et billede af det samlede omfang af udenlandske statsborgere med lønindkomst i Danmark”.

Men det er langt fra virkeligheden, mener Dansk Byggeri.

- Antallet af udenlandske virksomheder og ansatte svarer til 10 procent af de registrerede virksomheder og ansatte inden for bygge- og anlægsbranchen, siger chefkonsulent Søren Lange Nielsen fra Dansk Byggeri.

Det vil sige omkring 15.000 bygningsarbejdere af anden oprindelse end dansk. Eller fire gange så mange, som myndighederne mener, der arbejder i Danmark.

Han er organisationens ekspert på udenlandsk arbejdskraft og fulgt udviklingen tæt gennem mange år. Chefkonsulenten understreger, at der er tale om et kvalificeret og forsigtigt overslag på baggrund af autoritative kilder som blandt andet SKAT og Danmarks Statistik.

Mangler overblik

Gunde Odgaard påpeger, at det eneste officielle overblik over udenlandske bygningsarbejdere på danske byggepladser findes i RUT-registreret, som er underfrankeret og stort set uden effektiv kontrol fra myndighederne.

- Konsekvenserne af det manglende overblik er, at politikerne ikke kender problemernes omfang, undlader at løse problemerne eller kommer til at lovgive i blinde, fastslår Gunde Odgaard.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V).