Intet spor af Foghs løfte om lønreform
Højere løn for en ekstra indsats. Sådan lød løftet fra statsministeren til de offentligt ansatte i efteråret. Men der står ikke et ord om at belønne hjemmehjælpere, lærere og sygeplejersker i regeringens første udspil til en kvalitetsreform.
Flere busser fyldt med vrede - især vestjyske - social- og sundhedshjælpere kører derfor mod Christiansborg Slotsplads torsdag for at råbe politikerne op.
De har strejket den seneste uge, fordi lønnen er for lav. De kræver mindst 1.000 kr. mere i lønningsposen om måneden, fordi de er trætte af at løbe hurtigere, når ledige stillinger ikke kan besættes. Kollegerne flygter til højere løn i industrien, og de unge vil ikke ind i faget.
De protesterende fra plejehjem og sygehuset i Holstebro er skuffede over statsminister Anders Fogh Rasmussen, som i efteråret lovede højere løn til offentligt ansatte, som gør en ekstra indsats.
- Det er jo bare tom snak, siger Jannie Pedersen, talsmand for de strejkende til radiomagasinet NyhedsXpressen.
- Det er jo os der er nede på jorden og står med arbejdet til hverdag. De siger altid så fint, at ”de skal nok finde penge”, og ”vi skal have…”, og ”vi ved det godt…”, og alle de ting. Men når det kommer til stykket er de fuldstændig ligeglade med os, fortsætter Jannie Pedersen.
Hun er sikker på, at hun og hendes kolleger fra Holstebro ikke kommer til at føle sig alene på pladsen foran Christiansborg.
- Der er rigtig stor opbakning. De sætter beredskabet så langt ned som de overhovedet kan for at sende så mange som muligt over for at støtte os. Indtil videre har vi tilbagemelding fra yderligere tre kommuner herovre, der hver sender to busser af sted, og jeg ved at de har noget i gang ovre på Sjælland for at komme med og bakke os op, siger Jannie Pedersen.
Trods mere end 100 konkrete forslag er regeringens første udspil til en kvalitetsreform altså renset for løfter til Jannie Pedersen og hendes kolleger om højere løn.
Men både DF og SF fastslår, at højere løn er et centralt krav til regeringens kvalitetsreform.
Regeringen drøfter onsdag på Havreholm Slot udspillet med den såkaldte Kvalitetsgruppe, der består af seks ministre og repræsentanter for en række organisationer. Først til august vil regeringen komme med sit endelige udspil til en kvalitetsreform.
Læs mere om oplægget til en kvalitetsreform på adressen www.kvalitetsreform.dk .