Min billigste ferie

Seks 3F'ere fortæller om en anderledes måde at holde ferie på. Du kan også komme med din egen fortælling og vinde et weekendophold med Fokeferie.

Seks 3F'rere fortæller om deres gode erfaringer med en billig ferie. ((Tegning: Bob Katzenelson).)Seks 3F'rere fortæller om deres gode erfaringer med en billig ferie. ((Tegning: Bob Katzenelson).)

Tre uger med kryds og tværs og amerikanerbiler

Gaby Moberg, 51 år, Montrice, Frederikshavn:

Jeg trængte til at slappe fuldstændig af efter en hektisk periode på arbejde, og det gør jeg bedst derhjemme i fred og ro. Vi har en amerikanerbil, vi ruller rundt i.

Hver morgen kørte Erik til bageren og købte de nye ugeblade med hjem, og så gik resten af dagen med at lave kryds og tværs på terrassen. Man lukker så dejligt af når man løser dem. En aften kørte vi til koncert med Sussi og Leo og spiste ude. Efter de tre ugers ferie var vi ladet op igen.

I år tror jeg, vi kører rundt i Danmark og stopper, hvor der er noget at se. Vi skal ikke stå til regnskab for nogen og kan bare gøre, hvad vi har lyst til.

Surf på sofaen

Brian Riedel, 28 år, postbud, Københavns Nordvestkvarter

- Når man ikke selv har tid eller penge til at rejse, er det meget fedt, at folk kommer hjem til én.

I 2005, da jeg studerede i Utrecht, hørte jeg første gang om www.couchsurfing.com. Kort fortalt kan man låne sofaen hos folk forskellige steder i verden. J

eg havde dengang fire dage i Israel, men nu er det altså mest andre, der kommer og låner min sofa. Jeg har haft gæster fra Norge, Singapore, Holland, Italien, Frankrig, USA og Chile eller Peru, var det vist. Man er ikke forpligtet til mere, end man selv har lyst til.

- Nogle har bare overnattet, andre har jeg vist rundt i byen og fået et par øl med.

Sparede 80.000 på tandlægeregning i Rusland

Michael Gudnæs, 51 år, altmuligmand på Svenstrup Gods

Min russiske kone og jeg har været på Bilferie i Rusland syv gange og besøgt familie og venner.

Vi er særligt glade for en række historiske byer nordøst for Moskva og har også været i Ural, hvor min kone kommer fra. Der er nogle megalange distancer derovre.

Uden for Skt. Petersborg står der et vejskilt med "Murmansk 1.382 km", men benzin er billigt.

Og så har jeg sparet 80.000 kroner på tandlægeregninger på to år. Metalkeramiske kroner koster 5.000 kroner stykket herhjemme og 750 kroner derovre, selvom de bruger samme materialer og teknik.

Bare læne sig tilbage og nyde

Rikke Straarup, 30 år, carter, Haderslev

- Jeg har aldrig prøvet noget lignende som den uge med ASF Folkehjælp.

Jeg er alene med min datter på tre og havde været sygemeldt i en længere periode, men jeg havde hørt, man kunne komme på ferielejr gratis som enlig på kontanthjælp.

Jeg er meget, meget glad for, jeg kom med. Da vi kom til Karrebæksminde Feriecenter på Enø, fik vi min datter og jeg vores egen luksushytte, køleskabet var fyldt op med drikkelse og morgenmad, og der var opvaskemaskine – det har jeg altså ikke hjemme.

Mit smil blev siddende fast hele ugen.

At kunne mærke al den luksus uden at bekymre sig om penge, og det var dejligt at møde andre enlige i samme situation, der ikke lige har råd til at give sine børn den største ferie

Nu vil jeg godt nok gerne i arbejde. Det skal være nu. Jeg ville gerne af sted til ASF igen, men i år er det vist for andre kommuner. Ellers tager min datter og jeg rundt og besøger venner og familie.

En uges fest i Ungarn

Heini Larsen, 30 år, procesoperatør, Fredericia:

Vi kunne låne en minibus til ni, og så fandt min kusine et stort sommerhus ved Balaton-søen inde på nettet.

Vi tog af sted min fætter, min kusine og nogle venner. Jeg tror, vi gav 1300 hver i alt, det er fire år siden.

Det kostede ingenting at leve i Ungarn, brændstof var vi ni om at dele, og sommerhuset gav vi ikke ret meget for, selvom det var kæmpestort med plads til 16-17 mennesker. Udlejeren var ret træt af os til sidst, men vi havde det sjovt.

Det var ikke nogen særlig behagelig tur, især ikke hjem. Der var godt nok ni pladser i bussen, men man sidder rimelig tæt.

I år er kassen tom, og jeg skal holde 30 års fødselsdag, men så gav min kæreste mig en uges sommerferie i fødselsdaggave. Jeg kan selv vælge, så jeg tror, vi skal en uge på charterferie til Italien eller Frankrig.

Ferie på en hylde med tag over

Gitte Nielsen, 53 år, faglig sekretær 3F, Fløng

- Det begyndte med, at vi var på cykelferie på Samsø og fik skæld ud af en mand, der påstod han ejede den brombærbusk vi stod og spiste af. Den stod midt på en eng. Så sagde jeg til min mand, at næste år tog vi til Sverige, hvor man har 'allemands-ret', og vi kan gøre som vi vil, uden nogen tror, de ejer det hele.

Man kan få cykler gratis over med Helsingborg-færgen, og i Skåne ligger Skåne-leden, et vandresystem på tværs af Skåne. Man kan cykle på de små veje og sove i shelter – en hylde med tag over på en plads, hvor der ofte også er brænde, vand og das. Vores søn på 12 syntes, det var fedt at prøve at bo lidt vildt. Man må også campere vildt, bare det er 100 meter fra nærmeste hus. Så laver vi mad på Trangia spritbrænder.

Til sommer skal min mand og søn på edb-ølejr, hvor de skal spille computer hele natten på en nedlagt skole langt fra mor, der siger man skal børste tænder og i seng. Og så skal vi sammen på camping i Norge og på Anholt. Man kan få rigtig meget ferie for pengene, hvis man holder sig til det billige.