Arbejdsskade for sent anmeldt

Spørg bare: Jeg har så ondt i mine skuldre og min nakke.

Jeg har så ondt i mine skuldre og i min nakke.

Min læge sygemeldte mig, og så fik jeg det lidt bedre. Men det blev værre igen, da jeg startede på mit arbejde.

Jeg arbejder på vaskeri og bruger mine arme hele dagen til at ordne vasketøj.  

Jeg er også blevet behandlet hos fysioterapeut og kiropraktor. Det hjælper et stykke tid, men så kommer smerterne tilbage.

Da der var gået to år, hvor jeg havde haft nogle sygeperioder, blev jeg henvist til arbejdsmedicinsk klinik. De anmeldte min sygdom som arbejdsskade.

Nu har jeg fået brev fra Arbejdsskadestyrelsen, hvor de afviser sagen.

De skriver, at sagen er for sent anmeldt, og at jeg burde have anmeldt inden for et år, efter at jeg blev sygemeldt første gang.

De skriver også, at jeg på det tidspunkt burde vide, at det måske drejede sig om en arbejdsskade.

Det kan jeg slet ikke forstå. Det var jo først, da jeg kom på arbejdsmedicinsk klinik, at de sagde, det var en arbejdsskade.  
Svar

Du er desværre blevet offer for en meget dårlig praksis, som findes i Arbejdsskadestyrelsen og i Ankestyrelsen.

Begge steder tolker man reglen om et års anmeldefrist på en meget meget restriktiv måde. Der er nemlig en etårig anmeldefrist for erhvervssygdomme, men der kan ses bort fra etårsfristen, hvis der er en rimelig begrundelse for, at anmeldelsen kommer for sent ind.

Tidligere blev der givet dispensation tilbage til det tidspunkt, hvor man af en læge havde fået at vide, at det drejede sig om en erhvervssygdom.

Men nu er der strammet op, og man går helt tilbage til det tidspunkt, hvor du som skadelidt selv burde vide, at du havde en erhvervssygdom. Selv om ingen læge endnu havde sagt dette til dig. Det, synes vi, er meget uretfærdigt, og vi har derfor en række sagsanlæg mod Ankestyrelsen i sager, som ligner din.

Vi vil have ændret denne meget snævre fortolkning af den etårige anmeldefrist, både for arbejdsulykker og også for erhvervssygdomme.

Derfor har vi anlagt retssager mod Ankestyrelsen. Heldigvis er spørgsmålet om et års anmeldefrist med i det udvalgsarbejde om reform af arbejdsskadeloven, som nu er ved at være slut.

Så vi må være optimister og håbe, at vi fremover får en bedre fortolkning af anmeldefristen.

Thora Brendstrup