Lykke Friis bakker ligestillingsrapport op
Ligestillingsminister Lykke Friis (V) fastholder, at evalueringsrapport om kampagne for at få flere kvinder i ledelse giver alle ønskelige svar.
- Jeg vil helt afvise påstanden om, at de medvirkende virksomheder ikke er evalueret på deres opfyldelse af måltallene, sagde Lykke Friis (V) til samrådet. Ligestillingsminister Lykke Friis (V) afviser blankt, at der er udeladt vigtige elementer i en rapport, der har evalueret ligestillingskampagnen ”Charter for flere kvinder i ledelse”.
Det slog hun fast i et samråd i Folketingets Politisk-Økonomiske udvalg, indkaldt af Socialdemokraternes ligestillingsordfører Julie Rademacher.
Julie Rademacher ønskede svar på, hvorvidt virksomhederne, der er blevet evalueret, har opfyldt deres mål om at få flere kvinder i ledelsen. Svarene er nemlig ikke at se i rapporten fra juli 2010, lavet af PricewaterhouseCoopers, mener Julie Rademacher.
Alle endte i kategori A
Men Lykke Friis er helt uenig:
- Jeg vil helt afvise påstanden om, at de medvirkende virksomheder ikke er evalueret på deres opfyldelse af måltallene. Samtlige virksomheder har besvaret spørgsmålene og er blevet vurderet på deres opfyldelse af de syv forpligtelser i charteret, sagde Lykke Friis.
I forbindelse med evalueringen er virksomhederne blevet inddelt i kategorierne A og B. Alle endte i kategori A. Det dækker ifølge rapporten over: ”… Organisationen har en høj målopfyldelsesgrad eller udviser initiativer og aktiviteter, som på sigt vil føre til en høj målopfyldelsesgrad”.
De konkrete måltal
Men Julie Rademacher fastslog, at rapportens konklusioner er mangelfulde:
- Hvorfor er det pakket ind i kategorier? Hvor mange virksomheder har konkret opfyldt deres måltal, ville Julie Rademacher vide.
Lykke Friis:
- Jeg kan ikke lave en absolut optælling. Det giver ikke mening, når metoden er relativ. Det har aldrig været formålet med rapporten, at den i detaljer skulle redegøre for de enkelte virksomheder, fastslog ministeren.
Sagen ender ikke her. Julie Rademacher stiller nu skriftlige spørgsmål om sagen.
- Det er problematisk, at man nedtoner et sandfærdigt billede af, hvem der har opfyldt måltallene, og hvilke resultater kampagnen har givet, siger Julie Rademacher.