3F: Skattereform skal være fuldt finansieret

Ved en skattekonference onsdag gjorde 3F det klart, at en eventuel sænkning af skat på arbejde skal være fuldt finansieret. Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti bakker op.

Under den afsluttende paneldebat kom det frem, at skatteordførerne for Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er enige med 3F i, 
at en sænkning af skatten på arbejde skal være fuldt finansieret.
 (Foto: Harry Nielsen.)Under den afsluttende paneldebat kom det frem, at skatteordførerne for Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er enige med 3F i, at en sænkning af skatten på arbejde skal være fuldt finansieret. (Foto: Harry Nielsen.)

Alle stole var besatte, da 3F inviterede til skattekonference onsdag eftermiddag, hvor en kommende skattereform blev diskuteret.

Blandt oplægsholderne var skatteminister Kristian Jensen og direktøren for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen.

3F's forbundsformand, Poul Erik Skov Christensen, lagde ud med at understrege, at en eventuel sænkning af skatten på arbejde skal være fuldt finansieret og komme lavtlønsgrupperne til gode.

- Skatten er fundamentet for vores velfærdssystem. Vi vil ikke være med til at spille hasard med velfærden, lød det fra formanden.

Skatteminister Kristian Jensen var ikke enig med 3F-formanden.

- Vi ønsker at øge arbejdsudbuddet ved at sænke skatten på arbejde. Hvis vi ikke troede, at det virkede, ville vi ikke gøre det. Derfor skal vi selvfølgelig medregne effekterne, når vi snakker finansiering, sagde skatteminister Kristian Jensen.

Ingen forslag til finansiering

Under en efterfølgende paneldebat kom det frem, at både skatteordfører for Socialdemokraterne Nick Hækkerup og skatteordfører for Dansk Folkeparti Mikkel Dencker er enige med 3F i, at en sænkning af skatten på arbejde skal være fuldt finansieret.

Skatteminister Kristian Jensen ønskede ikke at komme ind på, hvilke finansieringsmuligheder der er for at sænke skatten på arbejde.

- Før vi fremlægger konkrete forslag, vil vi se skattekommissionens forslag, sagde han.

Mikkel Dencker gjorde det klart, at Dansk Folkeparti ser den kommende skattereform som en dårlig idé, fordi en sænkning af skatten på arbejde vil betyde, at andre skatter og afgifter skal hæves.

Lars Andersen, direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ville derimod gerne snakke finansieringsmuligheder.

- Ved blandt andet at afskaffe skattefri frynsegoder, fjerne erhvervsstøtten og indføre ejendomsskatter kan vi finde omkring 20 milliarder til at finansiere en sænkning af skatten på arbejde, sagde han.

3F: Sats på uddannelse

Poul Erik Skov Christensen pegede på, at en sænkning af skatten på arbejde ikke er den mest effektive løsning, hvis man vil øge arbejdsudbuddet. Han foreslog i stedet, at politikerne på Christiansborg satser på uddannelse.

- De lavtuddannede skal have et kompetenceløft, hvis de skal leve op til arbejdsmarkedets krav i fremtiden, påpegede han.

Han blev bakket op af skatteordfører for Socialdemokraterne Nick Hækkerup, der også havde andre forslag til, hvordan man mere effektivt øger arbejdsudbuddet.

- Reduktion af sygefravær, seniorordninger og en fornuftig finanspolitik er bedre løsninger på, hvordan vi øger arbejdsudbuddet, sagde han.

Skattekommissionen fremlægger deres forslag til en skattereform i starten af 2009.