Fornem journalistpris til Fagbladet 3F

Fagbladet 3F har fået den prestigefyldte FUJ-pris for dækningen af kviksølvskandalen på termometerfabrikken Kamstrup.

Morten Halskov (tv.) og Asger Havstein fra Fagbladet 3F har fået den prestigefyldte FUJ-pris for dækningen af kviksølvskandalen på termometerfabrikken Kamstrup. (Siri Luk Sørensen)Morten Halskov (tv.) og Asger Havstein fra Fagbladet 3F har fået den prestigefyldte FUJ-pris for dækningen af kviksølvskandalen på termometerfabrikken Kamstrup. (Siri Luk Sørensen)

Fagbladet 3F scorede hattrick, da bladet for tredje år i træk modtog FUJ-prisen for de bedste undersøgende artikler bragt i et magasin. Det er afsløringerne af mulige kviksølvforgiftninger hos tidligere ansatte på den nu lukkede termometerfabrik Kamstrup, som udløste prisen ved en stor fest lørdag aften.

Journalisterne bag artiklerne Morten Halskov og Asger Havstein Eriksen takkede de mange tidligere ansatte for, at de var villige til at fortælle om, hvordan de i dag stadig lider efter forgiftningerne.

- Vi er glade og stolte over, at Fagbladet 3F har vundet endnu en pris, siger den ene prisvinder Asger Havstein Eriksen og bliver suppleret af sin makker Morten Halskov.

Journalistik af høj klasse

- Vi er taknemmelige for, at de her mennesker havde overskud og mod til at stå frem og fortælle deres historier, siger Morten Halskov.

Chefredaktør Palle Smed er også stolt over, at Fagbladet 3F endnu en gang har fået Foreningen For Undersøgende Journalistiks pris for årets bedste magasinartikler.

- Det er fantastisk, at Fagbladet 3F nu for tredje gang har leveret journalistik af høj klasse, siger han.

I 2009 vandt Fagbladet 3F samme pris for afsløringerne af kviksølvskandalen på Grindsted-værket. Afsløringen fik dengang Folketinget til at ophæve forældelsesfristen for arbejdsskadesager og afsatte 25 millioner kroner ekstra til erstatninger til ofrene. I år har Fagbladet 3F så afsløret, at to tidligere borgerlige ministre har undladt at kontakte personer på andre fabrikker, som tilsvarende har været udsat for alt for store doser kviksølv.

Det kom som en stor overraskelse for mange af de tidligere ofre, at de havde voldsomt forhøjede kviksølvmålinger, da de blev kontaktet af Fagbladet 3F's to journalister. Deres sager kan nu blive rejst med krav om erstatning.

- Sagen viser, at selvom det ligger flere år tilbage, er det aldrig for sent at opnå retfærdighed, siger Palle Smed.